Barnets århundrede - Nørj! Er det for børn?



Jeg har været et smut forbi Designmuseum Danmark i København. Det var udstillingen 'Barnets Århundrede' jeg kom for at se. Rigtig mange børneklassikere fra årenes løb var en del af udstillingen: Brio, Mumi, Lego, Kay Bojesen, Bobles og mange flere. Selv blev jeg glad for at se Bamse & Kylling blæst op på en stor hvid væg i et af de mange legerum.

Udstillingen var super fin og spændende - alligevel var det ved møbelsamlingen jeg befandt mig det meste at tiden. Den talte mere til mig. Jeg forestiller mig at "børneudstillingen" er meget mere givende, hvis man enten er barn eller følges med børn som man kan se boltre sig i de mange aktivitetsområder i udstillingen.

Hertil forstår jeg dog ikke, at man ikke har gjort mere for at skilte med hvilke ting børnene rent faktisk henholdsvis måtte røre og lege med eller skulle holde fingrene helt fra. Ting i glasmontrer hverken kan eller må berøres - den er jeg med på. Imidlertid forstår jeg ikke, at man placerer børnemøbler på små lave podier uden 'må ikke berøres - skilte' op ad bobles, andre børnemøbler, tegnesager og træfigurer til fri leg.

Det er da fantastisk med en udstilling som rummer begge ting - udstillede genstande og mulighed for aktiviteter i relation hertil. Men det må være træls for vagterne gentagende gange at skulle sige 'det må du sørme ikke røre' med et påtaget smil - selv fik jeg også rørt en ting jeg ikke måtte. Fy! Og for et barn som begejstret kommer løbende fra en bunke med Bobles (til fri leg) og i bare begejstring vil sætte sig ved et udstillet børnemøbel kan det måske virke negativt, når en fremmed vagt, godt nok med et smil, må belære om at den ting sørme ikke er til brug. Museumsbesøget skulle jo helst være en positiv oplevelse :-)


1 kommentar:

  1. Hvor er det sjovt, at nogle af de ting, voksne indretter med, var tænkt som børnemøbler :O

    SvarSlet