Borte med blæsten

Så lykkedes det mig igen at forsvinde fra bloggen i tilnærmelsesvis halvanden uge, uden at give livstegn. Tilgengæld er det i mellemtiden også lykkedes for mig, med min fars hjælp, at score to fine bundter troldehasselgrene, så både mit påskepynt og mine Daells Varehus fugle (de som ikke ligger et ukendt sted i en flyttekasse) kan komme op at hænge.

Intentionerne om en blog fyldt med kreative indlæg, loppehistorier, naturindslag og flere daglige opdateringer hæmmes for tiden af en flytning som er trukket godt og grundigt ud, et fuldtidsstudie og to ansættelser. At have muligheden for at købe sin drømmelejlighed, at have fundet sit drømmestudie og samtidig besidde spændende jobs er et privilegium. Nogle gange ville jeg bare ønske, at der var mere end 5 minutter her og der til at passe bloggen sideløbende. Et par sammenhængende timer ugentligt ville have været fantastisk.

Når det er sagt, vil jeg have det bedste ud af den tid jeg har til bloggen. Derfor lidt om de hasselgrene, som jeg har scoret. På grund af de seneste dages blæsevejr triller der i bedste western-stil tørre grene og andet haveaffald rundt på vejene i nabolaget. Et sted har man åbenbart beskåret en troldhassel, for grenene - store og små - er eftersigende ud over det hele. Min far og sødeste Monty valgte forleden at hjemtage nogle stykker, som nu er samlet og klar til ophæng.

Så er det bare om jeg kan finde pynten i flyttekasserne...

2 kommentarer:

  1. Det lyder som om du har mange spændende ting kørende, det er dejligt :) Tillykke med lejlighed og studie. Må jeg spørge hvad du læser nu ?

    Troldhasselgrenene er så fine. Jeg har også stående i en vase i vindueskarmen med nogle origami fugle. Jeg har bare fået basket den ned et par gange, det er jo mindre heldigt :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maria.

      Tusinde tak for din kommentar :-) Jeg har mange ting og sager i gang, ja.

      Jeg læser Medievidenskab på 6. semester - dvs. at jeg lige nu læser tilvalgsfag og ellers er færdig med bachelorprojekt m.m.

      Slet